Engell: Thornings tale vil kickstarte valgkamp

admin

10 år siden

|

01/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne kan se frem til en statsminister i kampform, når Helle Thorning-Schmidt (S) onsdag aften toner frem på tv-skærmene med sin nytårstale. Det forventer politisk kommentator Hans Engell.

Selvom Thorning ikke vil bruge talen til at udskrive folketingsvalg, så vil det kommende valg præge talen, mener han:

- Thornings tale i aften bliver kickstarten på et helt afgørende år for regeringen. Vi står over for et år, hvor det i virkeligheden bliver afgjort, hvem der kommer til at vinde næste valg. Derfor forventer jeg en ret politisk nytårstale, siger Hans Engell.

Nytårstalerne fra skiftende statsministre har ikke altid haft vægt på de centrale politiske stridspunkter mellem regeringen og oppositionen.

Flere taler har været værdiprægede eller har handlet om konkret aktuelle begivenheder som da Anders Fogh Rasmussen talte om tsunamien, der ramte Thailands kyst den 26. december 2004.

Men denne gang vil Thorning formentlig bevæge sig ind på Christiansborgs kampplads:

- Talen skal helt klart understrege, at regeringens økonomiske politik har været rigtig, og at det nu begynder at lysne både i Danmark og i verden omkring os.

- Og så vil hun formentlig også bruge talen til at gøre op med Venstres nulvækst, siger Hans Engell.

Han forventer også, at EU vil fylde en del af talen, fordi danskerne i foråret både skal stemme til europaparlamentsvalget og om patentdomstolen. Derudover vil den danske tilbagetrækning fra Afghanistan også få ord med på vejen.

Regeringens dagsorden i foråret forventes derudover blandt andet at byde på en beskæftigelsesreform og en aftale om togfonden, der skal sikre hurtigere og flere tog.

I juledagene gav Helle Thorning-Schmidt desuden et interview til Jyllands-Posten, hvor hun varslede en vækstpakke, der skal lette livet for landets virksomheder i kølvandet på Produktivitetskommissionens anbefalinger.

Hans Engell forventer dog ikke, at Thorning allerede nu vil være klar til at løfte sløret for konkret indhold i vækstpakken, fordi den først ventes klar til præsentation om nogle måneder.

/ritzau/