Engelsk tv-reporter: Syng med på fransk nationalsang

admin

464 uger siden

|

14/11/2015

Dagens topnyheder

Det kan blive et rørende øjeblik, når det franske landshold gæster Wembley til testkampen mod England tirsdag aften i London.

Efter terrorangrebet fredag i Paris var der lørdag tvivl om, hvorvidt kampen vil blive spillet, men det blev senere lørdag besluttet at gennemføre testkampen.

Meget tyder på, at det kommer til at ske i en atmosfære af den største mulige opbakning fra de engelske tilskuere til det franske landshold og hele den franske nation.

Siden angrebet har en kampagne på Twitter opfordret de engelske tilskuere til at lære teksten til den franske nationalmelodi "La Marseillaise" og synge med inden opgøret, når den sammen med den engelske nationalsang afspilles som en naturlig optakt til fodboldlandskampen.

Således opfordrede fodboldreporteren Mark Pougatch fra britiske ITV, som sender kampen, til at bakke op om idéen.

- Hvis du har en billet til Wembley på tirsdag, så er det tid til at lære La Marseillaise. Det er tid til at vise, hvad fraternité (broderskab, red.) betyder, skriver Pougatch på Twitter.

Hans opfordring, som blev delt af mange englændere, kom, efter at ledere fra den italienske Serie B-liga opfordrede til at spille den franske nationalmelodi ved lørdagens kampe.

Lørdag bragte den britiske avis Daily Telegraph den fulde tekst til La Marseillaise på tryk i avisen.

/ritzau/