Enhedslisten før samråd med Vilhelmsen: Ingen er fredet

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Ingen er fredet.

Sådan lyder Enhedslistens indgangsbøn til onsdagens samråd med socialminister og SF-formand Annette Vilhelmsen, der endnu engang er kommet i skudlinjen, efter at hun lovede en million kroner væk til projektet Stemmer på kanten, før ansøgningsfristen var udløbet.

- Jeg vil sige, at det aller vigtigste er, at ministeren har en klar plan for at få kulegravet det her forløb, som er meget rodet. Og ikke mindst en plan for, hvordan man fremover undgår sådan nogle fejl, som der er begået her, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.

Ligesom tilfældet var tirsdag med afgående justitsminister Morten Bødskov (S), så er det Enhedslisten, der kan gøre en ende på Vilhelmsens fremtid som minister.

SF-formandens løfte til Stemmer på kantens Lisbeth Zornig Andersen blev fanget af et tv-kamera, og efter, at dagbladet Politiken tog sagen op, har Vilhelmsen blankt erkendt, at hun begik en fejl.

Men hun har samtidig fastslået, at det tocifrede antal ansøgere er blevet behandlet på lige vilkår.

Onsdag erkendte Annette Vilhelmsen så, at Stemmer på kanten har fået "særbehandling", og at ansatte fra projektet blandt andet har været inde i ministeriet og afspille en kampagnesang og en video.

Det ventes dog ikke, at regeringens parlamentariske grundlag for anden dag i træk vil sparke taburetten væk under en minister.

Slet ikke i lyset af at Vilhelmsen er partiformand, hvilket vil kaste regeringen ud i uforudsigelig bølgegang, hvis SF's førstedame ryger ud af regeringen.

Alligevel understreger Finn Sørensen, at ministeren ikke kan vide sig sikker:

- Vi tager sagen skridt for skridt, og så hører vi, hvad hun svarer på spørgsmålene, og så konkluderer vi derefter, siger han.

Spørgsmål: Er hun fredet?

- Nej, det er der jo ikke nogen, der er, lyder det fra Finn Sørensen.

/ritzau/