Ringsted og dermed Vestsjælland kan måske stadig få adgang til de nye superlyntog, som er et resultat af aftalen mellem regeringen, DF og Enhedslisten om en togfond.
Det glæder Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, som har kæmpet for at få Ringsted med.
- Vi er imødekommet på en række felter. Ringsted er igen i spil som et sted, superlyntogene kan stoppe, siger Henning Hyllested.
Han fastslår, at selve køreplanen først skal fastlægges senere:
- Timemodellen fastlægger man om 12 år, når togfondprojekterne er færdiggjort. Og jeg er helt overbevist om, at man ender med at stoppe i Ringsted, fordi det er et helt centralt knudepunkt på Sjælland.
/ritzau/