Enkle målinger forebygger hjertestop hos indlagte

Det lyder nemt og enkelt, at helt simple målinger og rutinemæssig kontrol forebygger uventede hjertestop hos patienter på landets sygehuse og dermed redder liv.

Alligevel sker det ikke rutinemæssigt alle steder.

På fem sygehuse i projektet Patientsikkert Sygehus er det lykkedes næsten at halvere antallet af uventede hjertestop hos indlagte patienter, efter man har sat fokus på problemet.

- Vi håber, at resultaterne fra de fem sygehuse kan være med til at inspirere den fremtidige indsats for at forbedre observationen af patienter på sygehuse, siger Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Erfaringerne er omtalt i en ny rapport fra Patientombuddet "Observation af patienter på sygehuse", der udkommer mandag.

Internationale erfaringer peger i samme retning. En stor britisk opgørelse viste for nylig, at mindst en tredjedel af hjertestop på hospitalerne kan forebygges.

- Regionerne har allerede besluttet at gøre noget ved problemet. Men det duer ikke at sige, at man skal. Der er masser af ting, man skal. Det handler om at få det til at fungere i hverdagen - 24-7 - for samtlige patienter. At få det implementeret i arbejdsgangene, siger Beth Lilja.

- Og når det sker, hjælper det, viser rapporten. Der er et stort potentiale i at systematisere arbejdsgangene.

I Kolding er det lykkedes at reducere antallet af hjertestop-alarmer med 30 procent i forbindelse med projektet, og sygehuset har sat det mål, at man vil reducere antallet med yderligere 30 procent.

Hidtil har man på landets sygehuse målt de basale værdier på patienter og brugt dem til at vurdere patienternes tilstand, men flere undersøgelser har vist, at den praksis ofte svigter.

Det nye i Patientsikkert Sygehus er, at man sikrer sig, at det sker systematisk, og at målinger ikke smutter på grund af travlhed eller andre forstyrrelser i afdelingen.

Dødeligheden for patienter, der får hjertestop på sygehusene er høj. Kun 20 til 40 procent overlever og kan udskrives.

Patientsikkert Sygehus fandt sted på sygehusene Hillerød, Næstved, Kolding, Horsens og Thy-Mors i perioden 2010 til 2013.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip