Epidemi i Berlin: Tysk barn dør af mæslinger

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Et større udbrud af mæslinger har kostet et barn på halvandet år livet i Berlin, bekræfter myndighederne i den tyske by mandag ifølge avisen Bild.

Sundhedsmyndighederne i Tyskland - og Danmark - har den seneste tid appelleret til, at man tager infektionssygdommen alvorligt, efter at den har været stort set udryddet mange steder.

Barnet døde ifølge avisen Tagesspiegel på Reinickendorfer sygehus 18. februar.

Berlin er i øjeblikket ramt af det værste udbrud af mæslinger i 14 år, og i januar blev 254 nye tilfælde registreret. Flere end halvdelen af patienterne er voksne.

De tyske sundhedsmyndigheder opfordrer til at blive vaccineret.

Også danske myndigheder opfordrer forældre til at lade deres børn vaccinere, og tal fra Statens Serum Institut viser, at lidt flere end otte ud af 10 børn får MFR-vaccinestik, hvilket er færre end i Norge og Sverige.

Konsekvensen er, at Danmark ikke opfylder verdenssundhedsorganisationen WHO's målsætning om, at mæslinger i år skal være udryddet som børnesygdom fra det europæiske kontinent.

Skal WHO's målsætning efterleves, må højst fem-seks danskere smittes på et år. Kun otte gange siden 1994 har Danmark holdt sig under den grænse.

Sidste år blev 27 danskere diagnoseret med sygdommen.

Mange vaccineskeptiske forældre finder og deler viden fra nettet på sociale medier og facebookgrupper.

Allan Randrup Thomsen, som er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, fraråder kraftigt folk at bruge "doktor Google" som læge.

- På nettet kan du finde bevis for hvad som helst - i princippet også, at Jorden er flad, siger han.

/ritzau/