Er det i dag Oleg Tinkov køber cykelholdet af Bjarne Riis?

Skrevet af Holger Madsen

02/12/2013

Dagens topnyheder

Sælger Bjarne Riis sit hold til den russiske rigmand Oleg Tinkov? Det er det helt store spørgsmål omkring det danske cykelhold, som lige nu er på træningslejr på Gran Canaria.

Og spekulationen får ikke mindre liv af, at Velonews fredag fortæller, at Oleg Tinkov på mandag holder pressemøde i London, hvor det forventes, at han vil præsentere sit nye hold.

Om Tinkovs nye hold er Bjarne Riis' nuværende hold er ikke sikkert. Fra Saxo Bank udtaler pressechef Kasper Elbjørn helt kort, at "han er bekendt med, at der er et pressemøde mandag," men at han ikke kan sige mere om den sag. Han vil heller ikke oplyse, om Saxo Bank vil være til stede på pressemødet, da det Oleg Tinkov, der holder det.

Men sikkert er det, at parterne længe har ligget i intensive forhandlinger om et salg. Det fortæller den irske rytter Matt Brammeier, som har fået indsigt, fordi han har forhandlet med holdet om kontrakt for den kommende sæson.

- De arbejdede på den her Tinkov-aftale dag ud og dag ind. Hver gang jeg talte med dem, kunne de ikke give mig flere informationer, fordi de dybest set ikke havde tænkt mere over det. Jeg tror, at de var fuldt optaget af at finde en løsning i Tinkov-forhandlingerne, siger Matt Braimmeier til velonation.com. 

Bjarne Riis har lige siden sommer forsøgt at stable en ny aftale på benene for holdet til den kommende sæson. I første omgang forhandlede han med Oleg Tinkov (Tinkoff Bank) og Lars Seier Christensen (Saxo Bank) i håbet om at forlænge den nuværende aftale, så holdet kunne fortsætte med navnet Team Saxo-Tinkoff. Den forhandling stoppede, da Tinkov trak sig og bekendtgjorde, at nu ville han have sit eget hold med indflydelse på det sportslige.

Lars Seier Christensen og Saxo Bank trådte derefter til og tegnede et fuldt sponsorat for den kommende sæson. Riis har dog siden arbejdet på at få en medsponsor, og i den seneste tid har Riis ifølge BTs oplysninger ligget i forhandlinger med fire potentielle sponsorer. De nylige forhandlinger med Oleg Tinkov er opstået, fordi Tinkov er interesseret i at købe holdet i stedet for at blive sponsor. 

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport skrev i begyndelsen af november, at salget var så godt som gennemført, men det afviste alle involverede parter. Tinkovs advokat fortalte dog til BT, at forhandlingerne var i gang, og at Riis er interesseret i at sælge. Advokaten fortalte om, at Tinkov havde fået henvendelser fra andre hold. Således gik der også rygter om, at Tinkov og Cannondale skulle være i kontakt.

Hvad der ligger bag Riis' interesse i at sælge sit store livsværk ligger ikke klart, men spekulationerne går på, at Riis vil sikre holdets fremtid, inden Anti Doping Danmarks dopingundersøgelse får et resultat. 

Den store usikkerhed omkring holdets fremtid påvirker også rytterne på holdet. Det fortæller Nicholas Roche fra træningslejren på Gran Canaria.

- Lige nu er der ingen, der ved noget. Det er stadig et stort spørgsmålstegn for alle her. Vi har talt om det de første dage af vores træningslejr, men vi har fået at vide, at vi skal være tålmodige, så vi må vente og se, hvad der sker, siger Nicholas Roche til velonation.com.

BNB