Er det muligt at dø af kedsomhed?

Skrevet af Ninna Andreasen

22/02/2015

Dagens topnyheder

Det er søndag. Butikkerne er lukket. Fjernsynet sender genudsendelser. Du keder dig.

En gammel vending lyder “Jeg er ved at dø af kedsomhed”. Men er det vitterligt muligt at kede sig ihjel?

Det spørgsmål har Videnskab.dk stillet til lektor i psykologi Einar Baldvin Baldursson på vegne af en nysgerrig - og muligvis lettere gabende - læser. 

Svaret er lidt kringlet.

“Der findes to skoler på området. Den klassiske skole siger, at kedsomhed opstår, når man er understimuleret. Altså når man ikke bliver aktiveret i tilstrækkelig grad. Den nyere definition siger, at kedsomhed er en form for indadrettethed. Altså at du retter dig indad uden at have noget formål med det,” siger forskeren.

Han mener godt, at man kan betegne kedsomhed som en følelse på linje med forelskelse eller vrede, og også at man kan mærke kedsomheden rent fysisk ligesom andre følelser.

“Der er ingen tvivl om, at vedvarende stress skaber en tilstand af hektiskhed, og man frygter passivitet og kedsomhed. Det er formentlig et udtryk for et meget banalt psykologisk træk, nemlig at kroppen ved stress føler, at der er en trussel, og at du derfor har et behov for at være i bevægelse og søge påvirkninger,” siger psykologiforskeren og understreger, at det bestemt ikke er sundt aldrig at kede sig.

Om kedsomhed decideret kan medføre død, er der heller ikke et sort/hvidt svar på. Normalt har kedsomheden en indbygget tidsbegrænsning.

Der går maksimalt tre timer, før vi ikke kan holde det ud længere. Så bliver kedsomheden byttet ud med en mental friskhed. Nogle mennesker oplever dog, at denne indre “timer” ikke fungerer.

De keder sig fortsat og tænker negative tanker, de ikke kan bryde ud af. Sindstilstanden kan vare flere dage.

Varer den over længere tid, kan den resultere i en depression, som i værste fald kan ende med selvmord.

På den måde kan kedsomhed godt ende i et dødsfald, siger forskeren.