Erdogan anklager Vesten for at støtte tyrkiske kupmagere

Skrevet af admin

02/08/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident fortsætter sine anklager mod Vesten, der ifølge Recep Tayyip Erdogan støtter terrorister og kupmagere.

- Uheldigvis støtter Vesten terror og står på kupmagernes side, siger præsidenten i en tv-tale tirsdag.

Spændinger mellem Tyrkiet og Vesten er taget til efter et fejlslagent militærkup 15. juli. Styret i Ankara føler, at støtten fra EU og USA har været alt for beskeden.

- De, som vi forestillede os var vores venner, står i stedet sammen med kupmagerne og terroristerne, siger Erdogan.

Erdogan siger videre i interviewet, at EU ikke har levet op til den aftale, som er indgået med Tyrkiet om tilbagesendelse af flygtninge.

I talen siger præsidenten, at kuppet blev udtænkt i udlandet.

Præsidenten har beskyldt sin tidligere ven Fethullah Gülen for at være bagmanden. Gülen, der bor i USA, har stor indflydelse i det tyrkiske samfund.

Tyrkiets regering har forsøgt at stække Gülens magt ved at fjerne hans støtter i alle dele af samfundet - blandt andet i militæret, medierne og retsvæsnet.

Under en omfattende udrensning er ikke færre end 18.000 blevet anholdt. Det er disse masseanholdelser, der har fremkaldt skepsis og forsigtig kritik fra udlandet.

EU beskyldes for at være tilbageholdende med kritikken på grund af den flygtningeaftale, som unionen har indgået med Tyrkiet.

Erdogan langer også ud efter Tyskland, hvor en forfatningsdomstol for nylig nægtede ham at tale via et videolink under et støttearrangement i Köln.

- Bravo. Domstolene i Tyskland arbejder lynhurtigt, siger Erdogan med tyk ironi om beslutningen.

Han beskylder også Tyskland for ved en tidligere lejlighed at have tilladt ledere fra Kurdistans Arbejderparti (PKK), der af Erdogan konsekvent kaldes terrorister, at tale via videolink.

/ritzau/AFP