Erdogan kondolerer armeniere på årsdag for massedrab

Skrevet af admin

23/04/2014

Mest læste i dag

Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, kondolerer i en erklæring efterkommerne af ofrene for Det Osmanniske Riges massedrab på armeniere under Den Første Verdenskrig.

Erklæringen fra Erdogan kommer op til den 99. årsdag for begyndelsen på massedeportationer af armeniere i 1915.

Erdogans udmelding er den første af denne art fra en tyrkisk leder om drabene, der af mange lande opfattes som det første folkedrab i det 20. århundrede. Tyrkiet afviser dog fortsat, at der var tale om folkedrab.

- Begivenhederne under Første Verdenskrig er vor fælles smerte. Det er vort håb og vor overbevisning, at folk med en gammel og unik geografi, og som har fælles skikke, vil være i stand til at tale til hinanden om fortiden på en moden måde og huske deres tab på en anstændig måde, hedder det med tilføjelsen:

- Og det er i dette håb og med denne overbevisning, at vi ønsker, at armenierne, som mistede deres liv i sammenhæng med den tidlige del af det 20. århundrede, må hvile i fred, og vi kondolerer deres børnebørn.

Armenien siger, at 1,5 millioner armeniere blev dræbt ved et folkedrab, mens den tyrkiske regering selv taler om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt, og at mindst ligeså mange tyrkere blev dræbt under civile uroligheder og stridigheder, da Det Osmanniske Rige faldt fra hinanden.

Trods international pres afviser Tyrkiet kategorisk at anvende ordet folkedrab i forbindelse med massedrabene.

/ritzau/AFP