Erhvervsliv: Vi har ej råd til at vente på ny studieplan

Skrevet af admin

29/11/2014

Dagens topnyheder

Det vil være en katastrofe, hvis uddannelsesministerens plan for lukning af studiepladser udskydes endnu et år, efter at et flertal uden om regeringen i sidste øjeblik har lagt en ny model på bordet.

For vi har ikke råd til at optage endnu et hold unge på uddannelser, hvor de efterfølgende ikke kan få et arbejde, lyder det fra to af de største organisationer i dansk erhvervsliv, Dansk Industri og Dansk Erhverv.

- Man kan ikke byde danske unge endnu et år, hvor man optager dem til ledighed. Det har aldrig været ansvarligt, og det bliver det heller ikke nu. Se dog at komme i gang, siger Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri.

- Vi kan måske alle sammen blive enige om, at den her model ikke er helt perfekt, men det må vi se på hen ad vejen. Det er jo ikke den danske grundlov, vi sidder med, så mon ikke vi kan finde ud af at justere løbende, siger hun.

Et politisk flertal uden om regeringen er ifølge Politiken klar til at droppe uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) plan for lukning af pladser på studier med høj ledighed.

Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative kan sammen med SF og Alternativets ene folketingsmandat mønstre 90 mandater mod ministerens såkaldte dimensioneringsmodel.

Partierne vil i næste uge indkalde ministeren til en såkaldt hasteforespørgselsdebat i Folketinget, hvor de vil fremlægge en ny plan med færre lukkede studiepladser og mere frihed til universiteterne. Men erhvervslivet frygter forsinkelser.

- Vi har simpelthen ikke råd til at vente på, at der kommer en ny model. Vi må tage udgangspunkt i den, der er nu, og så må der komme justeringer løbende, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Hun understreger, at der allerede har været flere ændringer i universitetsplanen. Blandt andet har universiteterne fået større indflydelse.

Uddannelsesministeren er ikke juridisk tvunget til at følge flertallets beslutning. Men erhvervslivet frygter, at hun vil bukke under for presset.

- Ministeren kan gøre, hvad hun vil vil, men det er ikke morsomt at have store dele af Folketinget imod sig på en dagsorden som den her.

- Set med vores briller er det værste, der kan ske med det her, at vi kommer til at vente endnu et år på at dimensionere, fordi ministeren vil føle sig tvunget til at lytte og ændre modellen. Det tager tid, siger Charlotte Rønhof fra DI.

/ritzau/