Eriksen afviser berøring: Det var mit mål

Skrevet af admin

19/04/2015

Mest læste i dag

Christian Eriksen scorede søndag sit 10. sæsonmål for Tottenham i Premier League i en 3-1-sejr ude over Newcastle.

Danskerens frispark fra venstrekanten gik ind ved den fjerneste målstolpe, men bolden blev muligvis rørt af en spiller på vejen.

Over for Sky Sports afviser den 23-årige midtbanespiller dog, at det skulle være tilfældet, da han bliver spurgt, om det var ham, der scorede.

- Det tror jeg. Jeg kan ikke se, om nogen rører ved den.

- Nogen må gøre krav på målet, hvis de rammer den, siger Christian Eriksen om den vigtige scoring til 2-1, mens Tottenhams topscorer Harry Kane står ved siden af og gør det klart, at han gerne vil have æren.

- Det tror jeg gerne, at han vil, men det kan han ikke, for det er jo fanget af kameraet, siger Eriksen, mens han skæver over til Kane.

Sky Sports oplyser overfor danskeren, at tv-billeder måske viser, at Tottenhams algeriske spiller Nabil Bentaleb skal krediteres målet.

- Det er der ingen chance for, siger Eriksen.

Midtbanespilleren bliver bagefter bedt om at forholde sig til Tottenhams målsætning for resten af sæsonen. Klubben indtager Premier Leagues sjetteplads med 57 point med fem spillerunder tilbage.

- At få så mange sejre som muligt. Vi vil slutte så højt i tabellen som muligt, så vi går efter fem sejre, men vi må se, for det er svære kampe, siger danskeren.

Tottenham-kometen Harry Kane nåede op på 30 scoringer i denne sæson, da han i overtiden cementerede sejren over Newcastle.

Det er første gang siden Gary Lineker i 1991/92-sæsonen, at en Tottenham-spiller når op på 30 mål på tværs af alle turneringer.

- Jeg er meget stolt. Der er fem kampe tilbage af sæsonen, så forhåbentlig kommer der flere. Det stopper ikke her. Det var godt at nå 30, men det vigtigste var sejren, siger Kane.

Angriberen har også ros til Christian Eriksen, der igen beviste sine eminente evner på frispark.

- Det er ikke noget, han kommer nemt til. Han træner det hver dag, og han træner det meget, og derfor er han er god spiller.

- Han bragte os i front i dag, siger Kane.

/ritzau/