Eriksen rammer overliggeren i ny Tottenham-sejr

Skrevet af admin

24/08/2014

Mest læste i dag

Christian Eriksen leverede et fremragende stykke arbejde, da Tottenham søndag slog Queens Park Rangers 4-0 i Premier League.

Den 22-årige dansker var i et sprudlende spillehumør på et særdeles velspillende hjemmehold, der havde Nacer Chadli, Eric Dier og Emmanuel Adebayor som målscorere.

Selv om Eriksen ikke kom på måltavlen, så var det tæt på midtvejs i første halvleg, da han drejede et frispark over gæsternes forsvarsmur og op på overliggeren. Bolden slog ned i græsset - desværre for danskeren på den forkerte side af målstregen.

Med sin enorme løbevillighed tog Christian Eriksen også et stort ansvar i Tottenhams genpres, der betød, at QPR havde svært ved at komme frem til noget som helst. På sidelinjen rystede QPR-manager Harry Redknapp flere gange på hovedet.

Tottenham spillede med masser af tempo frem ad banen, og Christian Eriksen var en central figur, når værterne byggede spillet op.

Danskeren kunne efter 12 minutter se Nacer Chadli bringe Tottenham foran med 1-0, da belgieren lagde Adebayors aflevering i mål.

Forsvarsspilleren Eric Dier, der er kommet til fra Sporting Lissabon før sæsonstarten, øgede til 2-0 efter en halv time, da han løb til forreste stolpe og fordoblede føringen på et hovedstød. Dier scorede også i 1-0-sejren over West Ham for en uge siden.

Nacer Chadli gjorde det til 3-0 før pausen, inden Emmanuel Adebayor cementerede sejren med en skarp inderside midtvejs i anden halvleg.

Tottenham indtager en delt førsteplads i Premier League med seks point efter de to første spillerunder. Chelsea og Swansea har også vundet de to første kampe.

/ritzau/