Eriksen scorer forgæves i Manchester Citys Agüero-show

Skrevet af admin

18/10/2014

Mest læste i dag

Christian Eriksen og Tottenham leverede egentlig en fin indsats, men måtte lørdag alligevel se sig slået med 1-4 på udebane mod mesterholdet Manchester City.

Manchester City-angriberen Sergio Agüero var med fire mål den altoverskyggende profil i den underholdende kamp.

Eriksen måtte nøjes med en form for personlig revanche med en flot indsats, efter han blev udsat for negativ kritik af landstræner Morten Olsen for indsatsen i tirsdagens 0-1-nederlag til Portugal.

Motivationen strålede ud af Eriksen, der kronede indsatsen med en resolut scoring til 1-1. Men det rakte ikke til point på en dag, hvor Agüero overstrålede alle.

Argentineren indledte scoringen efter 13 minutter, da han i et ellers overbefolket straffesparksfelt trak ind i banen og sparkede bolden ind i den fjerneste side af målet.

Men allerede to minutter senere var Tottenham tilbage. Udeholdet havde indledt kampen optimistisk og var tæt på den første scoring. Blandt andet havde Christian Eriksen haft et godt gennembrud og afslutning.

I andet forsøg viste han også effektivitet. I et kontraangreb efter en Manchester City-fejl fik danskeren serveret bolden på kanten af feltet i højre side. Han sparkede hårdt til bolden, der strøg i nettet via målmand Joe Harts fod samt overliggeren til 1-1.

Men glæden var kort i Tottenham. Fire minutter senere fremtvang Frank Lampard et straffespark, som Sergio Agüero sikkert vekslede til 2-1.

City havde i denne periode et klart overtag, og bare 12 minutter senere havde presset udmøntet sig i endnu et straffespark til hjemmeholdet.

Men denne gang sløsede Agüero med sin afslutning, der endte fladt midt i målet. Risposten fra målmand Hugo Lloris sparkede Agüero over mål.

Men kampens dommer var slet ikke færdig med at pege på 11-meter-pletten. Et kvarter efter pausen blev Tottenhams Roberto Soldado tildelt et straffespark, men han måtte se Joe Hart nappe skuddet helt nede ved stolpen.

Det var Tottenhams store chance for at komme tilbage, for kun fem minutter senere blev Agüero revet omkuld i det andet felt; nyt straffespark til City og rødt kort til Tottenhams Federico Fazio.

Da Agüero så efterfølgende udnyttede til 3-1, var kampen reelt afgjort midt i anden halvleg. Argentineren sørgede dog lige for at krydre resultatet til 4-1.

Med sejren holder City fast i andenpladsen og har nu to point op til topholdet Chelsea, der spiller senere lørdag.

Tottenham ligger nummer seks inden den resterende del af ottende spillerunde.

/ritzau/