Eriksens træner: Kun Champions League tæller

admin

|

20/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fem sejre, en uafgjort og ingen nederlag. Sådan lyder den imponerende statistik for Tim Sherwood, der overtog managerjobbet hos Tottenham efter klubbens ydmygende nederlag på 0-5 til Liverpool. Det kostede André Villas-Boas jobbet.

Søndag kom den seneste succes i hus med 3-1 ude over Swansea.

- Vi ved, at der venter hårdere prøver forude, men det har været en god start for mig, siger Tim Sherwood ifølge Reuters.

Han kan dog endnu ikke erklære sig tilfreds, når han studerer stillingen i Premier League. Holdet ligger på femtepladsen, og det altoverskyggende mål for sæsonen er kvalifikation til Champions League, hvilket kræver mindst en fjerdeplads.

- Hvis sæsonen sluttede i dag, tror jeg ikke, at formanden ville være alt for glad, når vi ligger nummer fem. Den endelige ligaplacering skal matche klubbens forventninger, ellers er det "goodbye Charlie", erkender Sherwood.

Liverpool på fjerdepladsen ligger dog kun foran Tottenham i kraft af en bedre målscorer, og de to klubber kan meget vel komme til at kæmpe om den sidste Champions League-plads sammen med Manchester United, som dog aktuelt ligger seks point efter.

- Vi er nødt til at slutte på fjerdepladsen, alt andet vil være en skuffelse. Men realistisk set skulle vi kunne blive blandt de fire bedste, vurderer Tottenhams manager.

London-klubbens næste opgave i Premier League er hjemme mod Manchester City 29. januar.

/ritzau/