Esbjerg fortsatte søndag en flot start på forårets superligasæson, da vestjyderne besejrede Viborg med 3-1 på udebane.
Thomas Dalgaard bragte ellers hjemmeholdet tidligt foran, men mål af Mushaga Bakenga, Jakob Ankersen og Mikkel Vestergaard vendte opgøret på hovedet.
Dermed har Esbjerg hentet tre sejre på stribe i forårets første tre runder, og Niels Frederiksens mandskab har spillet sig langt væk fra den bundplacering, de indledte foråret med.
Viborg må til gengæld acceptere fortsat at være placeret under nedrykningsstregen.
Sejren til de blå- og hvidstribede må siges at være helt fortjent, og kun en storspillende Michal Peskovic i Viborg-målet gjorde, at sejren ikke blev endnu større.
De medrejsende Esbjerg-fans affyrede lige inden kampstart en række kanonslag. Det gav dog ikke esbjergenserne på banen nogen kanonstart. Det var nemlig Viborgs og Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard, der først fik sendt bolden i nettet.
Han udnyttede en stor fejl af Hans Henrik Andreasen til at bringe Viborg på 1-0 og til at score sit 14. sæsonmål. Det bragte i den grad smil på læberne hos hovedparten af de 3834 forårskåde tilskuere på Energi Viborg Arena.
Den stilling var på dette tidspunkt noget ufortjent, da det generelt var gæsterne, der kom frem til det meste. Viborg lavede et hav af fejlafleveringer, og det skulle da også få konsekvenser.
Efter en halv times spil kunne Esbjergs Mushaga Bakenga således udnytte lidt klumpspil og passivt forsvarsspil fra hjemmeholdets side til at bringe balance i regnskabet.
Efter pausen var der stor vestjysk dominans i den midtjyske domkirkeby, og efter henholdsvis 59 og 73 minutters spil fik Jakob Ankersen og indskiftede Mikkel Vestergaard bragt gæsterne foran med 3-1.
Det resultat holdt kampen ud.
Det ser efterhånden ud til, at Viborg kommer til at kæmpe en drabelig nedrykningskamp. Næste opgave for Auri Skarbalius og co. er OB på udebane.
Esbjerg skal forsøge at fortsætte de fine takter, når Brøndby kommer på besøg i Vestjylland i næste runde.
/ritzau/