Esbjerg-profil efter 1-2: Organisationen var for dårlig

admin

468 uger siden

|

20/10/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg tabte mandag aften i Alka Superligaen med 1-2 hjemme til AaB. Vestjyderne har blot vundet to af sæsonens første 12 kampe og er placeret i den tunge ende af tabellen.

Midtbane-profilen Bjørn Paulsen mente, at han og holdet leverede en for dårlig defensiv præstation.

- Vi prøvede at gå højt for at presse, ligesom vi gjorde sidst i Brøndby, hvor det fungerede rigtig godt. Det fungerede fint i den første halve time, men så fandt de en måde at spille udenom os på. Det var ikke en skide god organisation i dag.

- Det var et skuffende nederlag, især fordi vi var foran med 1-0. Vi kan og skal gøre det godt igen på lørdag mod vores direkte modstander i bunden Viborg, siger Bjørn Paulsen.

Allroundspilleren følte dog, at vestjyderne med lidt dygtighed kunne have taget vigtige point til kontoen.

- Jeg syntes faktisk, vi var tæt på at have fået noget med. Vi havde nogle gode muligheder, og vi kunne sagtens have fået 1-1 eller 2-2, siger Bjørn Paulsen.

Vikarierende cheftræner, Michael Pedersen, vurderede efter kampen, at AaB var bedre i de afgørende sekvenser.

- Kampen var i lange perioder forholdsvis lige, men jeg syntes her på bagkant, at AaB havde lidt mere kvalitet i de afgørende situationer og i deres boldomgang, lyder det fra træneren.

Han ærgrede sig over, at Esbjerg-holdet ikke formåede at udnytte momentum efter at have scoret kampens første mål.

- Vi fik målet, og det skulle gerne have givet os momentum. Vi blev i stedet passive efterfølgende, og det udnyttede AaB til at køre os rundt. Vi brugte mange kræfter, og det er en af de situationer, vi skal have kigget på nu her, siger Michael Pedersen.

Esbjerg er placeret på tiendepladsen og møder lørdag Viborg på udebane.

/ritzau/