Esbjerg-træner er tilfreds med ny midtbaneprofil

admin

|

22/02/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg havde lørdag en ny mand i startopstillingen i 3-1-udesejren over Silkeborg i Alka Superligaen.

Den svenske midtbanespiller Erik Friberg blev hentet ind i vinterpausen på en fri transfer fra Bologna.

- Erik er en dygtig spiller, som tilføjer en masse ro til holdet. Han spiller med få berøringer og dirigerer spillet godt. Han minder på den måde lidt om Magnus Lekven, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen og henviser til klubbens norske midtbaneprofil.

I efteråret spillede Lekven fast, og Friberg er også klar over, at der er konkurrence om pladserne i Esbjerg.

- Min målsætning er at spille hver kamp. Vi er fire centrale midtbanespillere, der gerne vil spille, men jeg håber på at kunne tilføje noget, som de andre ikke har, siger Friberg.

Der bliver dermed arbejdet hårdt i Esbjerg på at finde den midtbanekonstellation, der kan føre vestjyderne afgørende væk fra bundstriden i Superligaen.

- På træningsbanen arbejder vi meget med, at netop Lekven og Friberg ikke bliver for ens. Jeg håber på at kunne spille Friberg som en otter-type og Lekven som en sekser-type, siger Niels Frederiksen.

- I Malmö FF (Fribergs tidligere klub, red.) spillede Friberg gerne længere fremme og ind i mellem som boks-til-boks-spiller. Det ville man jo ikke kunne få Lekven til, siger træneren.

I Fribergs debut i Alka Superligaen blev det til en sejr, og han glæder sig i det hele taget over sin start i Esbjerg.

- Det var vældig godt at komme i gang. Vi spillede en god kamp mod Silkeborg, men skal selvfølgelig arbejde hårdt fremadrettet. Opstarten har været god i Esbjerg, og der er blevet taget godt imod mig.

/ritzau/