Esbjerg-træner vil have truppen på plads hurtigt

Skrevet af admin

10/06/2014

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Esbjerg indleder allerede onsdag formiddag forberedelserne til den kommende sæson med ambitioner om at placere sig i top-seks i Superligaen og nå så langt som muligt i Europa League

Men endnu er truppen til at indfri målene ikke på plads. Og det vil Esbjerg-træner Niels Frederiksen gerne have styr på så hurtigt som muligt.

Målsætningen er at bevare den nuværende trup, men i et transfervindue indgår også spillersalg, så ud over at erstatte eventuelle solgte spillere går Esbjerg efter at hente yderligere en spiller til midterforsvaret samt en midtbanespiller.

- Vi glæder os til den nye sæson, og vi er gået ambitiøst ind i transfervinduet. Ud over Eddi Gomes er vi ikke tæt på nye spillere, men vi håber, at det kommer til at gå stærkt, og vi vil gerne have truppen på plads så hurtigt som muligt.

- Det kræver, at vi lykkes med vore bestræbelser i de kommende uger, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Esbjerg har taget afsked med forsvarsprofilerne Peter Ankersen og Kian Hansen, som fortsætter karrieren i udenlandske klubber, og indtil videre er den høje centerforsvarer fra HB Køge, Eddi Gomes, eneste forstærkning.

Første træningskamp er mod AGF 22. juni, og herefter følger Viborg og OB. Endelig satser Esbjerg på en udenlandsk modstander 12. juli - fem dage før første kamp i Europa League-kvalifikationen.

- Europa League-kampen ligger så tæt på premieren i Superligaen, at den ikke har ændret på forberedelserne. Men vi vil gerne have en internationalt dygtig modstander i den sidste testkamp.

- Først når vi kender vores modstander efter lodtrækningen 23. juni, vil vi begynde at forberede os specifikt på Europa League-kampen, siger Niels Frederiksen.

/ritzau/