Et-årig pige dør på sygehus efter trafikulykke i Skibby

Skrevet af admin

30/12/2014

Mest læste i dag

En voldsom trafikulykke i Skibby i Hornsherred på Sjælland har nu kostet to menneskeliv, efter at en et-årig pige tirsdag formiddag er afgået ved døden på sygehuset.

- Pigen er her lidt efter klokken 11 blevet erklæret død, fortæller Michael Gaml fra lokalpolitiet i Frederikssund til Ritzau.

Flere medier skrev allerede tidligere på formiddagen, at pigen var død. Det skyldes ifølge Michael Gaml formentlig, at hendes liv ikke stod til at redde, og at der var tale om en situation, hvor en respirator blev slukket.

- De pårørende har været til stede på sygehuset, fortæller Michael Gaml.

Pigens mor - en 17-årig pige - overlevede ulykken, som også har kostet en 19-årig mand livet. Den 19-årige var kæreste med den 17-årige mor.

Den 19-årige var fører af den personbil, der i et vejkryds i Skibby kolliderede med en bus.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi Dan Houtved fortalte mandag til Ritzau, at ulykken skete, da bilen med pigen, moren og den 19-årige kørte frem mod krydset mellem Skibbyvej og Hovedgaden i Skibby. Her holdt en anden bil, som var ved at svinge til højre.

Bilen med pigen og moren blev ført af den 19-årige mand, som formentlig på grund af glat føre ikke kunne nå at bremse op. Han valgte derfor at køre venstre om et helleanlæg, men kolliderede i den forbindelse med en bus.

Politiet har endnu ikke afsluttet undersøgelserne i forbindelse med ulykken. Ifølge Michael Gaml er der dog ikke umiddelbart noget, der tyder på, at nogen skal stilles til ansvar for den tragiske hændelse.

/ritzau/