Et ud af 30 børn prøvede sidste år at være hjemløs i USA

Skrevet af admin

18/11/2014

Mest læste i dag

Knap 2,5 millioner børn i USA - eller hvad der svarer til et ud af 30 børn - oplevede sidste år at være hjemløs.

Det er et historisk højt antal, skriver American Institutes for Research (AIR) i en ny rapport.

Tallet afspejler den samlede amerikanske fattigdomsrate, der ligger på 14,5 procent, ligesom at mangel på billige boliger spiller ind i ligningen, lyder det fra instituttet.

- Børnehjemløshed har nået epidemiske proportioner i USA, siger Carmela DeCandia fra AIR.

- De bor på herberg, i naboers kældre, i biler, på campingpladser og det, der er værre. Hjemløse børn er de mest usynlige og forsømte personer i vores samfund, mener hun.

Den 130 sider lange rapport rangerer Minnesota, Nebraska, Massachusetts, Iowa og New Jersey som de fem delstater, der er værst ramt af hjemløshed blandt de små.

Blandt årsagerne til, at millioner af børn har levet uden et sted at kalde hjem, er efterdønningerne af finanskrisen, racemæssige skævheder, udfordringer som enlige forældre og konsekvenserne af traumatiske oplevelser såsom vold i hjemmet.

Rapporten kritiserer, at den amerikanske regering har lavet tiltag mod hjemløshed blandt veteraner i landets militær og personer, der i længere tid har været uden fast tag over hovedet, men på den anden side ikke har gjort noget særligt for at beskytte børn.

45,3 millioner amerikanere levede sidste år under eller på fattigdomsgrænsen. Det svarer til 14,5 procent af befolkningen - en nedgang fra 15 procent i 2012 ifølge CNN Money.

Fattigdomsgrænsen i USA for en familie med to voksne og to børn lå i 2013 på 23.624 dollar. Det svarer til omkring 140.000 kroner.

/ritzau/AFP