EU arbejder på nyt Geneve-møde om krisen i Ukraine

Krisen i Ukraine skal muligvis diskuteres igen med repræsentanter fra Ukraine, Rusland, EU og USA ved bordet.

Det arbejder både EU og Tyskland i hvert fald for, i håb om at urolighederne i Ukraine kan blive nedtrappet, lyder det fra en talskvinde for Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

- En opfølgning på Geneve-mødet kan betyde en mulighed for at holde endnu et møde mellem de fire parter. Der er på nuværende tidspunkt intense og følsomme forhandlinger i gang om, hvilke møder der kan blive holdt hvor og i hvilken form, siger talskvinden.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er tilsyneladende også parat til at diskutere måder at løse konflikten på. Det skulle han ifølge Reuters have fortalt OSCE's formand, Didier Burkhalter.

- Jeg ved, at du har dine egne forslag, dine idéer til en løsning på situationen. Vores position kender alle til. Så lad os forsøge at analysere situationen og søge efter måder at komme ud af denne krise på, siger Putin forud for sit møde med Burkhalter.

EU er også klar til forhandlinger.

- Vi holder døren åben for dialog og forhandling. Vi er også åbne for ideen om et nyt Geneve-møde. Vi er åbne over for denne idé og arbejder med vores kolleger om muligheden for at få det til at ske, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy.

Rompuy har tidligere onsdag sendt en klar besked til Rusland om at afstå fra at få situationen i det kriseplagede Ukraine til at eskalere.

- Vi opfordrer Rusland til at afstå fra at tage skridt, som kan destabilisere Ukraine. I stedet bør Rusland engagere sig i en diplomatisk løsning på krisen, siger han.

Vestlige ledere har yderligere truet Rusland med en tredje bølge af sanktioner mod landet, hvis Rusland stiller sig i vejen for det planlagte præsidentvalg 25. maj.

Vælger Rusland at fortsætte sin stil, skal det ifølge USA koste dyrt.

- Vi arbejder på en hård og systematisk måde at maksimere omkostningerne for Rusland, mens vi vil minimere de mulige konsekvenser for Europas økonomier, siger viceministeren i USA's finansministerium med ansvar for terrorbekæmpelse og finansielle efterretninger, David Cohen.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip