EU-boss advarer om konfrontation: Vi skal undgå koldkrig

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Europa skal presse på politisk men for alt i verden undgå at puste til ilden i Ukraine, hvor Rusland den seneste uge har øget sin militære tilstedeværelse blandt de prorussiske separatister i kampen mod ukrainske sikkerhedstyrker.

Det siger EU-kommissionsformand, José Manuel Barroso, på et pressemøde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, lørdag før et topmøde i Bruxelles, hvor EU's 28 stats- og regeringschefer skal diskutere blandt andet Ukraine.

- Det giver ingen mening at få en ny kold krig, siger Barroso.

- Vi er i en meget seriøs, jeg vil nærmest sige dramatisk situation, hvor vi kan nå til et punkt, hvor der ingen vej er tilbage.

De europæiske ledere skal på topmødet diskutere yderligere sanktioner mod Rusland, og der vil fra en flere lande - ifølge flere diplomatiske kilder - være en klar vilje til at bede kommissionen om at forberede flere sanktioner.

Barroso, som imidlertid ikke har noget med den beslutning at gøre, understreger i mere løse vendinger, at Europa er klar til at handle og sender en advarsel til Moskva.

- Rusland skal ikke undervurdere EU's vilje og beslutsomhed i forhold til at stå ved egne principper og værdier, siger Barroso.

- Politiske problemer skal løses med politiske midler, siger Barroso og tilføjer, at den humanitære krise i landet er "meget alvorlig".

Rusland har hidtil besvaret de europæiske sanktioner med andre handelssanktioner mod både USA og EU.

Samtidig har Moskva sagt, at de europæiske sanktioner er uden betydning for Rusland.

/ritzau/