EU-chef vil ikke sammenlignes med Thorning

Skrevet af admin

25/03/2014

Dagens topnyheder

Europaparlamentets tyske formand, Martin Schulz, vil ikke kommentere de sejlivede spekulationer om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) søger en fremtid i EU.

Schulz besøger Danmark og er Socialdemokraternes kandidat som EU-Kommissionens formand efter parlamentsvalget 25. maj.

- Hvordan kan jeg være et alternativ til Helle Thorning-Schmidt? Det er umuligt! siger Martin Schulz.

Schulz kæmper mod de liberales Guy Verhofstadt, som er Belgiens tidligere premierminister. Tredje kandidat er de konservatives Jean-Claude Juncker. Han var tidligere Luxembourgs premierminister og formand for eurogruppen .

- Jeg beder om forståelse for, at jeg ikke kan kommentere andres ambitioner som socialdemokrat. Danske socialdemokrater er mine venner.

- Jeg tjente sammen med Helle Thorning-Schmidt i den socialdemokratiske bevægelse i parlamentet, siger Martin Schulz.

Dér udviklede han og Thorning ifølge ham "et venskab og gensidig støtte".

Før Lissabon-traktaten i 2007 fandt EU's stats- og regeringschefer ved et topmøde en formand for EU-Kommissionen, som parlamentet skulle godkende.

Nu mener Europaparlamentet, at det største parti eller en flertalskoalition af partier indstiller en kandidat.

- Manden eller kvinden med parlamentets flertal bag sig bliver efter min mening den ny formand for EU-Kommissionen. Enhver kandidat vil søge et flertal, mener Martin Schulz.

- Hvad enten det bliver mig, Guy Verhofstadt, Jean-Claude Juncker eller den græske venstrefløjs leder, Alexis Tsipras, siger Martin Schulz.

Flere parlamentarikere kritiserer Schulz for at føre valgkamp. De vil have ham til at stoppe som parlamentsformand.

- Jeg adskiller skarpt min rolle som Europaparlamentets officielle repræsentant fra andre roller. Derfor kommenterer jeg ikke, hvad jeg gør som socialdemokraternes kandidat, siger Martin Schulz.

/ritzau/