Mens EU-borgere, der flytter fra et land til et andet uden at søge job, godt kan nægtes adgang til velfærdsydelser, så giver selv en lille smule arbejde formentlig ret til offentlig støtte i det land, de er flyttet til.
Sådan lyder vurderingen fra EU-Domstolens generaladvokat, der har lavet en foreløbig gennemgang af en tysk sag, inden der senere falder endelig dom.
Sagen om den svenske statsborger Nazifa Alimanovic og hendes fire svenske børn, der flyttede til Tyskland i juni 2010, føjer nye aspekter til tolkningen af EU's regler for den fri bevægelighed.
Sidste år vakte det opsigt, da domstolen afgjorde, at jobcentret i den tyske by Leipzig var i sin fulde ret til at nægte at udbetale en særlig form for kontanthjælp til den rumænske kvinde Elisabeta Dano og hendes søn.
Den afgørelse var begrundet med, at Dano ikke har nogen uddannelse og aldrig har arbejdet eller søgt at få arbejde hverken i Rumænien eller Tyskland. Det er altså ikke okay at flytte til et andet EU-land alene med det formål at hæve offentlig støtte.
I den aktuelle sag gør det ifølge generaladvokat Melchior Wathelet en afgørende forskel, at Nazifa Alimanovic og hendes ældste datter, Sonita, faktisk havde en række småjob det første år, efter at de flyttede til Tyskland. Også selv om de ikke har arbejdet siden.
- Hvad angår en borger fra én medlemsstat, som opholder sig i mere end tre måneder i en anden medlemsstat, og som har arbejdet der, finder generaladvokaten, at en sådan person ikke automatisk kan nægtes de pågældende ydelser, hedder det blandt andet i vurderingen.
Generaladvokatens vurdering er ikke bindende for EU-Domstolen, der først ventes at komme med sin endelige dom senere i år. Men i langt de fleste tilfælde følger dommerne generaladvokatens råd.
/ritzau/
