EU får flere flygtninge og migranter fra Nordafrika

Skrevet af admin

19/07/2016

Dagens topnyheder

Antallet af flygtninge og migranter, der er ankommet til Italien fra det nordlige Afrika, er steget med omkring en fjerdedel i juni sammenlignet med måneden før.

Det oplyser det europæiske grænseagentur, Frontex, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I juni gik 22.500 mennesker i land i Italien. Det er 24 procent flere end i maj. De fleste kommer fra Nigeria, Eritrea og Sudan.

Derimod kom der 95 procent færre migranter over Det Ægæiske Hav til Grækenland end sidste år.

Det skyldes især aftalen mellem EU og Tyrkiet om at sende migranter tilbage til Tyrkiet samt Makedoniens strammere grænsekontrol ved grænsen til Grækenland.

Makedoniens skærpede grænsekontrol samt pigtrådshegn i Ungarn, Kroatien, Slovenien, Østrig og andre lande har lukket den såkaldte Balkanrute.

Den benyttede over en million flygtninge og migranter i 2015 til at komme til især Tyskland og Sverige.

/ritzau/Reuters