EU-Kommissionen støver kontroversielt skatteforslag af

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

- The times they are a changin', siger EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, med et citat fra sangeren Bob Dylan som forklaring på, hvorfor tiden er moden for EU til at tage livtag med gamle tabuer og sikre, at virksomheder ikke længere kan shoppe rundt efter de laveste - eller slet ingen - skattesatser.

- Vores borgere har måttet yde en masse under krisen, siger Moscovici, der mener, at borgerne ikke længere vil acceptere, at store virksomheder kan jonglere mellem de mest fordelagtige skattesystemer, bare fordi de har råd til dyre, smarte rådgivere.

Moscovici kommer onsdag med et udspil, der skal gøre det nemmere at holde styr på, hvor meget multinationale virksomheder betaler i skat i forskellige EU-lande.

Men der går endnu noget tid, før der bliver lagt op til en mere vidtgående ensretning af, hvordan skatten faktisk bliver opkrævet.

- Der er brug for en radikal reform af selskabsskatten i EU. Medlemslandene må løfte i flok, og alle må betale deres rimelige andel til gavn for vækst, konkurrenceevne og retfærdighed, siger økonomikommissæren på et pressemøde.

- Det er uacceptabelt, at visse multinationale virksomheder tjener store penge i EU, men betaler lidt eller slet intet i skat inden for vores grænser. Det er imod selv den mest skrabede idé om, hvad der er retfærdigt, siger Moscovici.

Udspillet indeholder blandt andet en strategi for at tage livtag med en 14 år gammel idé om en fælles skattebase - kendt under forkortelsen CCCTB - der skal sikre, at profit bliver beskattet effektivt der, hvor virksomhederne tjener deres penge.

Det konkrete lovforslag vil blive fremsat til næste år og vil ifølge kommissionen være "ambitiøst og realistisk".

Kommissionen offentliggør samtidig en liste over lande og territorier uden for EU, som ikke samarbejder tilstrækkeligt om skatteforhold.

Der bliver også inviteret til offentlig høring om, hvorvidt virksomheder skal pålægges at offentliggøre visse oplysninger om deres skatteforhold.

/ritzau/