EU-Kommissionen: Vi må have et mere fair asylsystem nu

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Migrationsstrømme er kommet for at blive, og derfor har EU brug for nye regler for at kunne håndtere udfordringen.

Det er budskabet fra EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, efter at kommissionen onsdag spiller ud med forslag og overvejelser om en omfattende reform af EU's nuværende asylsamarbejde.

Blandt idéerne fra EU-Kommissionen er nye mekanismer til fordeling af asylansøgere i EU, fingeraftryk også af ulovlige migranter og mere ens asylprocedurer i medlemslandene.

- Vi må reformere vores asylsystem. Det nuværende system er hverken rimeligt eller holdbart, siger Timmermans.

Han siger, at en reform af det europæiske system ikke kan vente, til flygtninge- og migrationskrisen, der sidste år bragte over 1,2 millioner asylansøgere til EU, har lagt sig.

- Lad os sige det lige ud: Migration vil være en af de største udfordringer, som EU sammen skal håndtere i det lange løb. Det forsvinder ikke af sig selv, siger EU-kommissæren.

- Globalisering, økonomiske forandringer, klimaforandringer, krig og ustabilitet betyder, at folk vil blive ved med at komme til Europa i jagten på ly, et bedre liv eller for at være sammen med deres familie, siger han.

Han understreger samtidig, at der ikke må være nogen tvivl om, at dem, der har brug for beskyttelse, vil blive ved med at få beskyttelse.

Men Timmermans siger, at der i EU-landene i dag ofte er vidt forskellige regler, der giver bedre mulighed for asyl i nogle lande frem for andre, og forskellige forhold fra land til land.

- Forskellige nationale tilgange har udløst asylshopping og ulovlig migration, samtidig med at Dublin-reglerne har lagt for meget ansvar over på nogle få medlemslande, siger Frans Timmermans.

Dublin-systemet fastslår, at det EU-land, som en asylansøger først ankommer til, er ansvarlig for at behandle asylansøgningen.

Men det system har ikke overlevet en situation, hvor langt de fleste asylansøgere er ankommet til EU via Grækenland for derefter at søge videre op gennem Europa.

- Vi lægger nu to muligheder åbent frem for at starte en debat, siger Frans Timmermans, der forventer at spille ud med det endelige forslag inden sommer.

/ritzau/