EU lægger op til at sortliste skattely

Skrevet af admin

07/04/2016

Mest læste i dag

EU skal slå hårdt ned på skattely med sanktioner. Det siger EU's skattekommissær, Pierre Moscovici, som en reaktion på den nylige Panamalækage.

De såkaldte Panamapapirer, der blev lækket til en række medier og offentliggjort søndag aften, har vist, at utallige velhavere og virksomheder benytter sig af skattely i Panama og andre territorier med fordelagtige skatteregler.

Det får franske Pierre Moscovici til at love handling fra EU-Kommissionens side.

- De beløb, de territorier, og de navne, der er forbundet med denne sag, er ærligt talt chokerende. Territorier, der ikke samarbejder, er skattely. Vi skal sortliste dem på EU-niveau og ramme dem med passende sanktioner, siger Pierre Moscovici torsdag.

Han vil have en fælles EU-liste over skattely på plads inden for det næste halve år, efter at det hidtil ikke er lykkedes at skabe enighed blandt de 28 EU-lande.

Hidtil har EU-Kommissionen kun samlet en liste over 30 lande, som optræder på skattelylister hos mindst 10 EU-lande. Det gælder blandt andre Panama, De Britiske Jomfruøer og Monaco, men ikke eksempelvis Luxembourg.

- Vi har brug for en liste, der er fælles, effektiv og afskrækkende. Det skal være et mål for skattelyene at blive fjernet fra listen. Vi skal gøre det meget ambitiøst - enten bliver det sådan en liste, eller også kommer der ingen liste overhovedet, siger Pierre Moscovici.

I Europaparlamentet gør partierne også klar til at forfølge skattely mere intenst. Den grønne gruppe foreslår, at parlamentet opretter en undersøgelseskomité, der skal finde frem til det bedste europæiske svar på Panamaproblematikken.

Den socialdemokratiske gruppe i parlamentet, S & amp;D, lægger op til at diskutere emnet i parlamentets samling i næste uge.

/ritzau/