EU-lande udvander oplæg til tvungne flygtningekvoter

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

EU's justits- og indenrigsministre har indledt et møde, hvor de er på vej til at udvande EU-Kommissionens udspil om et obligatorisk kvotesystem til fordeling af i alt 160.000 flygtninge ud over medlemslandene.

På mødet, der er startet ved 16-tiden i Bruxelles, har EU-landene truffet den formelle beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, selv om de stadig mangler at sætte modtagerland på næsten 8000 for at nå i mål.

Men de ekstra 120.000, som EU-Kommissionen i sidste uge også foreslog fordelt ud over EU i en obligatorisk kvoteordning, er stødt på hård modstand, og Slovakiet har truet med at nedlægge veto mod ethvert udspil om kvoter.

- Kvotesystemet er ikke løsningen, sagde den slovakiske indenrigsminister, Robert Kalinak, ved ankomsten til krisemødet i Bruxelles.

På mødet sidder ministrene mandag aften og arbejder på en tekst med konklusionerne på deres diskussioner. I udkastet, som Ritzau har set, står, at målet er at fordele også de ekstra 120.000 flygtninge, som EU-Kommissionen har foreslået.

Men hvordan det skal ske, skal der arbejdes videre med i de kommende uger. Også en tidsplan på to år for fordelingen er pillet ud af af konklusionerne.

Den tyske og den franske indenrigsminister presser på for håndfaste løfter om at fordele flygtningene rundt i EU-landene - og en klar tidsplan for at gøre det.

- Det er muligt at opnå det, men jeg ved ikke, om det lykkes i dag, siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maziere.

Han siger, at han ønsker et resultat, der viser, hvad europæisk solidaritet betyder, for Tyskland er ikke klar til at trække læsset alene.

Det permanente kvotesystem til fordeling af flygtninge under fremtidige kriser, som EU-Kommissionen også vil have indført, er gledet helt ud af konklusionerne, som de ser ud ved mødets start.

EU-landene er til gengæld enige om, at det er afgørende at styrke Schengen-områdets ydre grænser, hvis det skal lykkes at håndtere strømmen af migranter, der vil til Europa.

Samtidig vil EU-landene blive bedre til at skille økonomiske migranter og flygtninge fra hinanden og hurtigere til at sende de migranter, der ikke kan få flygtningestatus, hjem igen.

/ritzau/