EU-ministre har 28 timer til at enes om bankunion

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Den danske økonomiminister, Margrethe Vestager (R), siger ved ankomsten til onsdagens forhandlinger i Bruxelles, at hun stadig ikke vil forholde sig til, om Danmark skal deltage i EU's kommende bankunion eller ej.

Og derfor heller ikke vil svare på oppositionens krav om, at bankunionen skal til folkeafstemning i Danmark.

- Det kommer helt an på, om vi skal afgive suverænitet. Og eftersom vi ikke har noget forhandlingsresultat, så er det ikke noget, der kan vurderes på det her tidspunkt.

- Jeg tror, at både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har taget stilling for meget længe siden. Uden at kende resultatet, siger Vestager på vej ind til mødet.

Onsdagens forhandlinger skal finde de sidste kompromisser mellem medlemslandene for den fælles afviklingsmekanisme for banker, der i fremtiden vurderes at være for syge til at holde liv i.

Landene enedes på et 14 timer langt møde i sidste uge om den overordnede politiske ramme.

Ministre fra de 17 eurolande nåede på et formøde tirsdag aften lidt længere med konkrete detaljer for, hvordan de i en 10-årig opbygningsfase for en ny afviklingsfond skal sikre, at der er penge nok til afvikling af banker.

Men landene mangler stadig at løse en lang række andre detaljer.

Vestager deltager i forhandlingerne, selv om det endnu ikke er afklaret, om Danmark skal med i bankunionen.

- Jeg synes, det er helt afgørende at forholde sig åbent til det. Hverken at tage stilling for eller tage stilling imod.

- Vi har den ambitiøse forhandlingsstrategi, at det både skal være attraktivt for Danmark at være med. Hvis det er det, vi beslutter. Og at det skal være attraktivt for os at stå udenfor. Hvis det er det, vi beslutter, siger ministeren.

Hun og hendes EU-kolleger har på mødet deres stats- og regeringschefers ånde i nakken.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har kort inden økonomi- og finansministrenes møde gjort det klart, at det haster - og at hun håber, de bliver færdige, inden hun og de øvrige ledere ankommer til topmøde torsdag klokken 15.

- Bankunionen er meget vigtig for, at euroen kan blive accepteret på finansmarkederne, sagde Merkel tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/