EU nedsætter støttegruppe for Ukraine

Skrevet af admin

09/04/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen har besluttet at oprette en støttegruppe for Ukraine.

Støttegruppen skal sørge for, at der er fokus, struktur, overblik og indsigt i EU-Kommissionens arbejde med at støtte Ukraine, siger EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

- Gruppen skal også være med til at sikre, at de enkelte medlemsstaters ekspertise udnyttes, så der udvikles en videre koordinering med andre donorer og de internationale finansinstitutioner, siger Barroso og tilføjer:

- EU-Kommissionen har allerede foreslået en hjælpepakke på mindst 11 milliarder euro (omkring 82 milliarder kroner) over de næste par år. De politiske kapitler i en associeringsaftale for Ukraine er blevet underskrevet, hvor ukrainerne frit og demokratisk vælger at være tæt knyttet til EU, hedder det i en erklæring fra EU-Kommissionen.

Krisen i Ukraine blev udløst i november, da landets daværende præsident, Viktor Janukovitj vendte EU ryggen ved ikke at underskrive en længe forberedt handels - og associeringsaftale med EU - og i stedet planlagde at underskrive en handelsaftale med Rusland.

Frustrationen fik mange ukrainere til at gå på gaden i protest, og den dybe splittelse i landet blev forværret.

Ukraines parlament vedtog for to uger siden en kriselovpakke, som baner vej for reformer og økonomisk støtte fra Den Internationale Valutafond, IMF.

IMF yder et kæmpelån til det kriseramte land på 146 milliarder kroner. Krisepakken til Ukraine skal sikre, at landet ikke går fallit under konflikten med Rusland, som Ukraine har en enorm gæld til. Den åbner også op for, at USA og EU kan yde økonomisk hjælp til ukrainerne.

/ritzau/