EU overvejer at sætte nye Ruslandssanktioner på pause

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

EU-landenes ambassadører ventes senere fredag at vedtage en ny runde økonomiske sanktioner mod Rusland.

Men det kan ifølge både den danske og den britiske udenrigsminister komme på tale at sætte selve gennemførelsen af sanktionerne på pause for at give tid til at se, hvordan det går med den våbenhvile for Ukraine, der ligeledes fredag er til forhandling i Minsk i Hviderusland.

- Der ligger en sanktionspakke klar nede i Bruxelles, som er forberedt. Den kan sådan set vedtages med ganske få timers varsel. Hvorvidt den bliver det, afhænger jo så af, hvad der sker ved forhandlingsbordet (i Minsk, red.), siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) på et pressemøde under Nato-topmødet i Wales.

- Det her udvikler sig ikke længere time for time, men minut for minut. Så det kommer også an på, hvordan forskellige lande positionerer sig i forhold til det indhold i aftalen (om sanktioner, red.), som er på tegnebrættet, siger Lidegaard.

Ifølge Ritzaus kilder i Bruxelles går overvejelserne på mødet blandt EU-ambassadørerne i Bruxelles på at vedtage sanktionspakken - men at udsætte ikrafttrædelsen med et antal dage.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, har i forbindelse med Nato-topmødet i Wales også sat ord på overvejelserne.

- Hvis der kommer en våbenhvile, og hvis den underskrives og føres ud i livet, kan vi se på at ophæve sanktionerne.

- Der er dog en høj grad af skepsis over for, om denne handling vil blive til noget, og om våbenhvilen er reel. Vi kan altid sløjfe sanktionerne bagefter.

- Men jeg tror ikke, vi vil lade støjen fra en mulig våbenhvile distrahere os fra vores beslutsomhed i forhold til at vedtage yderligere sanktioner som svar på Ruslands betydelige militære eventyr ind i Ukraine, siger Hammond til britiske BBC.

/ritzau/