Den selvudråbte borgmester i den østukrainske by Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, der i april var med til at tage blandt andre en dansk OSCE-observatør som gidsel, rammes af EU-sanktioner, erfarer Ritzau.
Ponomarjov blev verden over kendt som gidseltagernes offentlige ansigt, da han allerede tidligt under den otte dage lange tilfangetagelse stod frem og beskyldte de otte tilfangetagne OSCE-observatører for at være spioner. Han kaldte dem også krigsfanger.
Senere under det otte dage lange forløb optrådte Ponomarjov også på et tv-transmitteret pressemøde sammen med gidslerne.
En svensker i gruppen blev frigivet tidligt af helbredsmæssige årsager, mens den danske chefsergent John Christensen blev sat fri sammen med resten den 3. maj.
EU-landenes udenrigsministre har på et møde mandag i Bruxelles besluttet at ændre kriterierne for, hvem der kan sanktioneres, og føjer nu yderligere 13 personer og to virksomheder til de 48 personer, der allerede står på EU's sanktionsliste.
Den fulde liste over de nye navne på listen bliver først offentliggjort senere mandag.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kommenterer ikke konkrete navne på de sanktionsramte, men siger, at det ikke mindst er Danmarks fortjeneste, at der nu også bliver indført sanktioner mod virksomheder.
Det har krævet en omskrivning af de juridiske kriterier for sanktionslisten.
– Det er så vigtigt at få virksomheder med på listen, fordi det øger usikkerheden både for de oligarker, som går ind på den forkerte side med Putin (Ruslands præsident, red.), men også de virksomheder som begynder at investere i nogle af de områder, som bliver annekteret af Rusland.
– Med det her signal gør man det meget, meget usikkert for dem at fortsætte investeringerne. Og det at stoppe investeringerne er et stærkt våben i forhold til at få normaliseret hele situationen, siger Lidegaard i forbindelse med mandagens møde.
/ritzau/