EU skal have en ebola-koordinator

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Udbruddet af den dødelige sygdom ebola i Vestafrika og enkelte sygdomstilfælde inden for Europas grænser får nu EU-landene til at styrke deres samarbejde ved blandt andet at udnævne en særlig ebola-koordinator.

Ifølge den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, er der på mandagens møde blandt EU-landenes udenrigsministre opbakning bag den fransk idé.

- Mine europæiske udenrigsministerkolleger siger med én stemme, at det er en god idé med en europæisk koordinator af bekæmpelsen af ebola. Så det vil blive vedtaget om et øjeblik, og så sætter vi navn på i løbet af de nærmeste dage.

- Det er et meget vigtigt skridt, for alle er nødt til at være med for at bekæmpe denne meget alvorlige epidemi, siger Fabius til pressen under en pause under udenrigsministermødet i Luxembourg.

Det er foreløbig ikke nærmere beskrevet, hvad den kommende koordinator skal lave. Men vedkommende skal efter planen tilknyttes EU's krisestyringscenter i Bruxelles.

Ifølge Fabius er der blandt ministrene også enighed om, at det ikke vil være en god idé at suspendere den kommercielle luftfart fra de værst ramte lande i Vestafrika - Liberia, Sierra Leone og Guinea.

- Vi er selvfølgelig nødt til at forstå besætningens bekymringer. Men det vigtige er kontrollen.

- Selv hvis vi suspenderede flyvningerne, ville der stadig være indirekte flyforbindelser. Så i stedet for at flyve til Frankrig eller Bruxelles ville passagererne rejse til Dubai eller andre steder og rejse ind derfra. Og så ville vi ikke længere være i stand til at tjekke noget.

- Så det er meget vigtigt at tjekke ved afrejse og ankomst, og de tjek skal være effektive, siger Fabius.

EU-ministrene kommer fra deres møde med et politisk løfte om, at internationale sundhedsarbejdere, der rejser af sted for at bekæmpe ebola, skal kunne vide sig sikre på, at de kan få den nødvendige behandling, hvis de selv bliver smittet.

/ritzau/