EU udskyder Albaniens kandidatstatus med seks måneder

Skrevet af admin

17/12/2013

Mest læste i dag

Albanien må vente mindst et halvt år længere på at få officiel status som kandidat til at blive medlem af EU.

Danmark er blandt de lande, der på europaministrenes møde tirsdag i Bruxelles har sagt nej til at følge EU-Kommissionens anbefaling af, at landet fik kandidatstatus nu.

Europaminister Nick Hækkerup (S) forklarer på et pressemøde, at Albanien har gjort store fremskridt med at bekæmpe korruption og gennemføre juridiske reformer.

- Men der skal længere tid til at vise, at det går den rigtige vej, siger Hækkerup.

Langt hovedparten af de øvrige EU-lande var klar til at træffe den formelle beslutning om at give Albanien kandidatstatus på tirsdagens møde. Forud for mødet lød det til, at den danske holdning blev delt af Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Holland.

Da alle beslutninger om EU's udvidelse skal træffes i fuld enighed, betyder modstanden fra en håndfuld lande, at beslutningen ikke - som kommissionen havde lagt op til - kunnes træffes nu.

EU-Kommissionen har ellers for andet år i træk vurderet, at Albanien opfylder alle formelle kriterier for at blive kandidat.

Sidste år sagde medlemslandene alligevel nej, fordi der skulle holdes valg først og man ville se, at det forløb ordentligt og demokratisk.

I år har kommissionen igen vurderet, at de tekniske kriterier er opfyldt.

I den årlige udvidelsesrapport fra oktober fik Albanien ros for afholdelsen af sit parlamentsvalg i juni, og kommissionen sagde, at kampen mod korruption og organiseret kriminalitet skrider frem.

Albanien sendte sin medlemsansøgning til EU i 2009.

/ritzau/