EU vil holde Tyrkiet på reformsporet

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Der er hævede øjenbryn og løftede pegefingre til Tyrkiets regering i EU-Kommissionens årlige rapport om, hvordan det går i de syv lande, der på den ene eller den anden måde er på vej mod en dag at komme med i EU.

Udvidelseskommissær Stefan Füle siger i forbindelse med præsentationen onsdag i Bruxelles, at den tyrkiske regerings kortvarige forbud mod det sociale medie Twitter tidligere i år er noget, der "vækker bekymring i ethvert demokratisk samfund".

I rapporten nævnes også bekymringer over lovindgreb mod domstolenes uafhængighed, omfattende rokader og fyringer af dommere og offentlige anklagere, anholdelse af et stort antal politibetjente og de brede forbud mod sociale medier.

- Tendensen til at gennemføre love og beslutninger - heriblandt flere på områder af afgørende betydning for det tyrkiske demokrati - i hast og uden tilstrækkelig høring hos de berørte parter er også bekymrende, hedder det i rapporten.

Füle argumenterer for, at det ikke skal betyde, at man lukker ned for tilnærmelserne til Tyrkiet, men snarere at EU skal tage hul på det kapitel i medlemsforhandlingerne, der handler netop om retsstaten og ytringsfrihed.

Udvidelseskommissæren roser samtidig Tyrkiet for en række skridt i retning af at løse problemer med landets kurdiske mindretal.

Tyrkiet har forsøgt at komme med i EU i 27 år og har formelt åbnet 14 af de 35 kapitler, der skal forhandles på plads.

Ingen af de øvrige seks kandidat- og ansøgerlande rokker sig nævneværdigt i kommissionens vurdering.

Der er appeller til en række balkanlande om at gøre mere for at bekæmpe korruption.

Hvad angår den tidligere jugoslaviske republik Makedonien er der kritik til EU's medlemslande for ikke at have givet landet mulighed for at tage næste skridt mod EU-medlemskab, fordi det ifølge kommissionen kunne være med til at løse den grundlæggende strid om landets navn.

Også Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Montenegro og Serbien søger at komme med i EU, mens Island sidste år satte sine optagelsesforhandlinger i bero.

EU's kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har sagt, at han ikke ser for sig, at EU optager nye lande de næste fem år.

/ritzau/