Eurogruppen afviser at forlænge græsk støtteordning

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Eurogruppen har på et møde i Bruxelles lørdag afvist at forlænge den græske støtteordning til efter den græske folkeafstemning, som efter planen skal holdes 5. juli.

Grækerne afbrød forhandlingerne om en aftale i går aftes, lyder det fra eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, på et pressemøde.

Han lægger ansvaret over på den græske regering i Athen og siger, at regeringen "afviste forslagene", der lå på bordet, selvom forhandlingerne ikke var færdige.

- Det er meget ærgerligt, at forhandlingerne i går aftes blev afbrudt. Og i dag var yderligere forhandlinger ikke mulige, siger han.

Beslutningen, om at eurolandene ikke ville forlænge støtteordningen til efter en folkeafstemning, var ikke overraskende.

Flere af eurolandenes finansministre gjorde det klart ved ankomsten til mødet, at en forlængelse af aftalen var udelukket.

Den finske finansminister, Alexander Stubb, påpegede, at "Plan B hurtigt er ved at blive til Plan A".

Og pengekassen bliver nu smækket i for Grækenland. Dijsselbloem slår fast på pressemødet, at grækernes låneprogram vil udløbe 30. juni.

Samme dag skal det gældsplaget land betale 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond (IMF).

Indtil folkestemning søndag 5. juli vil der være "store problemer for Grækenland", lyder det fra eurogruppens formand.

Her er det planen, at grækerne skal stemme ja eller nej til de internationale kreditorers krav om reformer og besparelser til gengæld for en støtteordning på sammenlagt 15,3 milliarder euro frem til udgangen af november.

Dijsselbloem ved ikke, hvad der vil ske, hvis det græske folk stemmer ja.

- Hvis det bliver et ja, er spørgsmålet, hvem stoler vi på, og hvem arbejder vi så sammen med for at implementere det program.

Det er den græske premierminister, Alexis Tsipras, der havde bedt om at få støtteordningen forlænget - i givet fald for tredje gang - til efter den planlagte folkeafstemning.

Den græske regering vil anbefale et nej.

/ritzau/