Europa konsoliderer føring i Ryder Cup før sidstedagen

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Det trækker op til europæisk Ryder Cup-triumf på Gleneagles-banen i Skotland. Efter lørdagens otte matcher er stillingen nu 10-6 til Europa.

Lørdag eftermiddag bød på fire foursomes, og her var Europa klart bedre end USA. De fire point fordelte sig med 3,5 til Europa og bare et halvt til USA, der søndag får svært ved at vinde samlet.

Efter 17 huller sikrede Jamie Donaldson og Lee Westwood sig et point ved at slå Zach Johnson og Matt Kuchar.

Sergio Garcia og Rory McIlroy sikrede sig en tidlig føring mod Jim Furyk og Hunter Mahan og kørte pointet i hus på 16 huller.

Victor Dubuisson og Graeme McDowell nærmest ydmygede Jimmy Walker og Rickie Fowler og havde kun brug for 14 huller til at øge føringen.

Det så ud til, at USA's Jordan Spieth og Patrick Reed kunne reducere til sidst, men på det 18. og sidste hul udlignede Martin Kaymer og Justin Rose, så de to par måtte dele pointet.

Det danske islæt hos Europa, Thomas Bjørn, var ikke en del af lørdagens foursomes. Men han tog til gengæld del i en fourball lørdag morgen.

Her tabte han sammen med tyskeren Martin Kaymer til USA's Jordan Spieth og Patrick Reed. Det kunne dog ikke ændre ved, at Europa kom tættere på sejren lørdag.

Europa mangler blot 4,5 point for at sikre sig sejren. Søndag spilles 12 singler, hvor alle 12 spillere på begge hold skal i aktion.

/ritzau/