Europæere kræver klar besked om Ruslands sanktioner

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Europaparlamentets tyske formand, Martin Schulz, har onsdag bedt den russiske regering om en forklaring på, hvorfor hans landsmand og kollega i parlamentet, den fremtrædende grønne politiker Rebecca Harms, i sidste uge blev nægtet indrejse i Rusland.

Ifølge Reuters bekræfter den russiske viceudenrigsminister, Aleksej Mesjkov, over for det russiske nyhedsbureau RIA, Harms mistanke om, at hun blev afvist i Moskvas lufthavn, fordi hun står på Ruslands sorte liste som ansvarlig for at have været med til at indføre EU's sanktioner mod Rusland.

- Denne sag har direkte forbindelse til en sådan listes eksistens.

- De, der har indført sanktioner mod russiske embedsmænd - heriblandt lederne for vores parlament - burde være fuldt ud klar over, at Rusland vil svare igen på passende vis, siger Mesjkov ifølge RIA.

Harms har som europaparlamentariker ikke haft noget formelt ansvar for EU's sanktioner mod Rusland, som er indført af EU's 28 medlemslande.

Hun blev afvist, da hun i torsdags landede i Moskva på vej til en retshøring af en ukrainsk officer, der er blevet taget til fange af prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

Schulz' brev er overbragt til den russiske ambassadør i Bruxelles, Vladimir Tjisjov, efter at denne ifølge parlamentsformanden på skrift har "forsøgt at retfærdiggøre de russiske myndigheders handlinger for at nægte Harms indrejse".

Europaparlamentets formand har ifølge en pressemeddelelse bedt Rusland om straks at offentliggøre den fulde liste over europaparlamentarikere, der er ramt af sanktioner fra Rusland - og begrundelsen for, hvorfor de ikke må rejse ind i landet.

Schulz gør samtidig opmærksom på, at EU's sanktioner mod Rusland er offentligt tilgængelige, ligesom man klart har begrundet sanktionerne mod russiske politikere med deres rolle i Ruslands annektering af Krim-halvøen og destabiliseringen i det østlige Ukraine.

- Det står i skærende kontrast til, at Ruslands sanktioner er gennemført på vilkårlig vis uden begrundelser og uden noget forvarsel om deres eksistens, siger Schulz.

/ritzau/