Europarådet: Danmark overtræder menneskerettighederne

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

Danmark overtræder menneskerettighederne på to områder, hvor Danmark har tiltrådt Europarådets socialpagt.

For det første diskriminerer Danmark borgere fra europæiske lande uden for EU-samarbejdet, når det gælder muligheden for at opnå den danske børnecheck.

Og for det andet tillader Danmark både at varetægts- og isolationsfængsle mindreårige i alt for lang tid.

Sådan lyder kritikken fra Europarådets Komité for Sociale Rettigheder, der onsdag har offentliggjort sin gennemgang af, hvordan de 47 medlemslande lever op til de menneskerettigheder, de selv har skrevet under på.

Samlet har Europarådet fundet 277 brud i 31 lande på socialpagtens menneskerettigheder for børn, familier og migranter, som er de rettigheder, der er blevet undersøgt i 2015.

- Sociale rettigheder lider i dette svære økonomiske og politiske klima, siger Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland.

- Landene har en forpligtelse til at beskytte sårbare personer som ældre, børn, handicappede og migranter, siger han.

Jagland opfordrer samtidig alle medlemslande til at respektere socialpagten og rette ind efter den kritik, som Europarådet kommer med.

For Danmarks vedkommende er der dog tale om to sager, som Danmark også tidligere har fået kritik for. Nemlig for fire år siden, da Europarådet sidst undersøgte, hvordan det går med at overholde de sociale rettigheder.

Danmark har langt fra tilsluttet sig alle artiklerne i Europarådets socialpagt. Blandt andet er Danmark ikke bundet af den artikel, der specifikt handler om migranter.

Vicesekretariatschef for Europarådets Komité for Sociale Rettigheder, danske Henrik Kristensen, siger, at Danmark "helt klart ville få problemer med flere paragraffer", ikke mindst retten til familiesammenføringer, hvis Danmark havde været med i den del af samarbejdet.

/ritzau/