Europas billigste: Smuglere hamstrer bleer i Norge

Skrevet af admin

08/07/2014

Dagens topnyheder

Mens tegnebogen hurtigt bliver tømt, hvis man køber øl og spiritus i Norge, så er bleer så billige, at der foregår systematisk smugling af dem til udlandet.

Det norske toldvæsen har flere gange stoppet folk med lasten fyldt med bleer.

I Norge har der siden år 2000 været en decideret priskrig på de smås ekstrabeklædning, og de lave priser har ført til, at butikker flere steder i landet oplever, at personer fra andre lande systematisk tømmer hylderne.

Derfor har nogle butikker indført en grænse for, hvor mange bleer, man kan købe.

- Bleer i norske butikker er de billigste i hele Europa. Det kommer af den stærke konkurrence på bleer mellem de store supermarkedskæder, fortæller Jan Paul Bjørkøy, chef i dagligvarebutikken Kiwi, til Dagbladet.

Det er ikke ulovligt at købe billige bleer i Norge og føre dem ud af landet, men alle værdier over 5000 kroner skal deklareres.

Toldvæsnet i Finnmark afslørede for nylig en bil med speciallavede hulrum, som var fyldt op med bleer. I 2012 beslaglagde toldere i Midt-Norge bleer med en samlet værdi af 44.000 kroner.

- Vi tror, at dette er organiseret, og at de sælges videre i hjemlandet. De fylder store varevogne op med bleer, oplyser det norske toldvæsen til Dagbladet.

/ritzau/NTB