Det er nemlig snart 50 år siden, den britiske gruppe optrådte i TV-programmet »The Ed Sullivan Show« og lagde amerikanerne ned.
Pladeakademiet markerer begivenheden med en hyldestkoncert, der får den lange titel »The Night that Changed America: A Grammy Salute to The Beatles«.
Her medvirker Eurythmics og det bliver første gang i 10 år, duoen går på scenen.
Blandt de medvirkende er også John Mayer og Keith Urban, som giver deres bud på Beatles-klassikeren »Don’t Let Me Down«, ligesom Alicia Keys og John Legend optræder med balladen »Let It Be«.
»Da vi skulle vælge kunstnerne til dette show, var det vigtigt at finde folk, som ikke alene kan fortolke Beatles-sange, men også har en forståelse for, hvad de betyder«, påpeger Grammy-produceren Ken Ehrlich.
Hyldestkoncerten finder sted i Los Angeles den 27. januar, dagen efter Grammy-uddelingen. Den sendes på TV-stationen CBS den 9. februar, hvor det er præcis 50 år siden, The Beatles tog USA med storm og banede vejen for en musikalsk revolution.