EU's partnerlande gør fremskridt i forskelligt tempo

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

Det er et blandet billede, der tegner sig, når man ser på rapporterne over fremskridt hos EU's nabolande på områder som demokrati, økonomi og menneskerettigheder i 2013.

Det mener EU-Kommissionen, som torsdag er kommet med sin årlige naboskabspakke, der både gør status for det forgangne år og kommer med nye anbefalinger til EU's 16 naboskabslande.

- Den europæiske naboskabspolitik giver os mulighed for at reagere på de udfordringer, som vores partnere står med, mens den vogter om EU's interesser, siger EU's udenrigschef, Catherine Ashton, i forbindelse med fremlæggelsen af pakken.

For det østlige partnerskab konkluderer den, at Ukraine stadig står over for store reformer for blandt andet at redde økonomien og bekæmpe korruption.

Georgien og Moldova har gjort store fremskridt ved at gennemgå reformer - både på det politiske og det retslige område - som forberedelse på at underskrive en handels- og associeringsaftale med EU.

Det går en smule fremad med menneskerettighederne i Aserbajdsjan, mens der ikke har været fremskridt med politiske reformer i Hviderusland.

EU's udvidelseskommissær, Stefan Füle, henviser til krisen i Ukraine for at understrege vigtigheden af, at EU fokuserer sin opmærksomhed og sine ressourcer på nabolaget.

- Mens villigheden til at reformere ikke kan blive påduttet udefra, har EU et særligt ansvar for at støtte de lande, som går på omstillingens svære og krævende vej mod demokrati og et inkluderende samfund, siger Füle ved fremlæggelsen af pakken.

Også lande længere mod syd gjorde fremskridt i 2013. Det første partnerskab for at fremme mobilitet blev underskrevet med Marokko i juni 2013, og endelig kom også en aftale med Tunesien i stand i marts 2014.

Derimod har borgerkrigen i Syrien påvirket både Jordan og Libanon, som har sat arbejdet med politiske og strukturelle reformer langt ned i gear.

I 2013 støttede EU nabolandene med det, der svarer til knapt 20 milliarder kroner. Frem mod 2020 vil unionen støtte med over 115 milliarder kroner.

/ritzau/