EU's Rehn: Fred i Ukraine vigtig for europæisk økonomi

Skrevet af admin

01/04/2014

Dagens topnyheder

Sidste uges foreløbige aftale mellem Ukraines regering og Den Internationale Valutafond (IMF) gør det snart muligt for EU at komme i gang med flere af de støtteudbetalinger, der allerede er givet betinget løfte om.

Det siger EU's økonomikommissær, Olli Rehn, på et pressemøde tirsdag i Athen i forbindelse med en række møder blandt euro- og EU-landenes økonomi- og finansministre.

Rehn gør det samtidig klart, at EU's egen økonomi er afhængig af den spændte situation omkring Ukraine.

- For at mindske risikoen for vores økonomiske genrejsning er det meget vigtigt, at vi skaber de rette betingelser for økonomisk stabilitet i Ukraine. Det er også vigtigt for at hjælpe med at stabilisere den politiske situation i landet.

- Kommissionen har arbejdet intensivt for at forberede en pakke med makrofinansiel støtte til Ukraine. Aftalen med IMF, som snart bliver præsenteret til godkendelse i IMF's bestyrelse, vil gøre det muligt for EU hurtigt at udbetale første rate, siger Rehn.

Eurogruppens chef, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, siger, at eurogruppen på sit møde tirsdag ikke har talt om de mulige økonomiske konsekvenser for EU, hvis EU indfører mere omfattende sanktioner mod Rusland.

- Men vi ved, at vi alle har en fælles interesse i at inddæmme krisen, mindske spændingerne og også mindske risikoen for vores økonomier, siger Dijsselbloem.

Økonomikommissær Rehn siger, at EU i sig selv ikke er så sårbar over for ændringer i forhold til Ukraine. Men han bemærker, at den russiske økonomi allerede var gået ned i gear før krisen, og at Verdensbanken nu spår nulvækst for Rusland i år.

- Hvis spændingerne består, og ting udvikler sig værre, så bliver det formentlig Rusland, der ender i recession.

- Hvad angår økonomiske sanktioner er der ingen fornuftige europæere, der ønsker at se økonomiske sanktioner eller nogen anden optrapning af krisen. Hvis ikke Rusland optrapper krisen, vil vi være i stand til at undgå de sanktioner, siger Rehn.

/ritzau/