Eva er spirituel mor: 'Jeg tror på, at mine børn valgte mig, før de blev født'

Skrevet af Kristine Bugbee

31/01/2016

Dagens topnyheder

Forældreskab handler om langt mere end madpakker, opdragelse, hygge og skole-hjem-samtaler.

Spørger man den 38-årige forfatter og mor til fire Eva Ditlefsen, ligger der en vigtigere opgave i at være mor eller far, fordi hun tror på, at relationen mellem barn og forældre kan være forudbestemt.

Hun er aktuel med børnebogen 'Da den lille sjæl kom til verden', et eventyr for børn og forældre, som formidler et budskab om, at barnet vælger sin mor og far, inden graviditeten overhovedet har fundet sted.

- Spirituelt forældreskab handler om at finde en indre vej og udvikle sig som menneske. Det er ikke kun det praktiske, der skal gå op. Man skal også lære noget om sig selv af at være mor eller far, forklarer Eva Ditlefsen. 

Hun mener, at der de seneste par år har været en stor interesse og åbenhed over for børneyoga, meditation for børn og mindfulness for forældre. Derfor er spirituelt forældreskab en naturlig udvikling, som den bredere offentlighed er klar til.

- Det er ligesom blevet stuerent. Jeg har i mange år praktiseret og inspireret til 'mindful forældreskab' gennem mine bøger. Den dybere spirituelle dimension, som det åbner for, har haft så stor betydning for mig, at jeg må dele mine oplevelser.

Læs også: 5 grunde til at forældre giver deres børn lavt selvværd - og 9 måder at gøre det godt igen

Meningen med livet
Grundlæggende går spirituelt forældreskab ifølge forfatteren ud på at gå dybere ind i sig selv og reflektere over nogle af livets store spørgsmål. 

- I et spirituelt perspektiv er der en dyb mening med livet, og hvad vi kan lære i vores relationer. I det lys kan det være, at børn selv vælger sine forældre. Jeg kalder det sjæleaftaler. Der er noget smukt ved at tænke over det på den måde, fordi det åbner op for at se på, hvad ens barn er kommet til jorden for at lære og lære fra sig. ­

- Det kan for eksempel handle om kærlighed eller tilgivelse. Jeg kan blive mere hel, fordi jeg lærer nogle ting i samspil med barnet. Det er uendeligt meget, vi kan lære hinanden, siger Eva Ditlefsen, som har boet i Spanien med sin familie de sidste to år.

I praksis er man som 'spirituel forældre' mere nærværende og kærlig i relationen med sine børn, fordi man er bevidst om, at der er en større mening med forældreskabet.

- Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er præcis sådan, det er, men min bog åbner op for en samtale om, hvordan det kan være, siger hun.

Læs også: Sygeplejerske til nybagte mødre: Sluk telefonerne

Eva Ditlefsen understreger, at der intet religiøst er i det. Spirituelt forældreskab er et modspil til materialisme og det voksende fokus på ydre værdier.

- Der er kommet en større bevidsthed om for eksempel økologi og miljø i takt med, at vi har opdaget, at det materielle måske ikke er så vigtig en værdi alligevel. Relationer, bæredygtighed og sundhed er vigtigere. Og når man bliver bevidst om de indre værdier, begynder man at åbne sig for det spirituelle plan.

Spirituelt forældreskab eller bevidst forældreskab, som det også kaldes, er langt mere udbredt i udlandet end herhjemme. Men Eva Ditlefsen forventer, at det bliver stort i Danmark inden længe.

- Det har været en stor gave for mig at møde mit barn sjæl til sjæl - og meget praktisk i hverdagen. Når man stiller de rigtige spørgsmål, så får man nogle nye svar. Hvad er det, jeg kan lære? Hvad kan mit barn lære mig? Hvad kan hvert af mine børn lære mig lige nu? Så får jeg øje på noget - for eksempel rummelighed. Det åbner for en dybere relation til barnet.

- Det en smuk indsigt, som man ellers ikke kommer i kontakt med. Du mærker din egen sjæl, og du kommer i kontakt med dit barns sjæl, og det er utrolig fint at opleve, siger hun.

Eva Ditlefsen er forberedt på at blive kaldt skør, men det bekymrer hende ikke det mindste.

- Jeg er et reflekteret menneske, så det ved jeg godt, at der er en mulighed for. Jeg ved jo, at når vi begynder at tale om sådan nogle ting her, så kan det ikke bevises videnskabeligt. Det er en usynlig verden. Men for mig er det ikke så vigtigt.

- Det har da krævet mod af mig at følge mit hjerte. Jeg vover at fortælle om dét, som jeg selv oplever, som er et større perspektiv og noget utrolig smukt. Men jeg er villig til at tage lidt kritik, fordi det betyder så meget for mig, fortæller hun.

Læs også: 7 grunde til at ambitiøse mødre har det svært – og genvejen til at gøre det lettere

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: