Evakuering af indbyggere i Homs bliver genoptaget

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Missionen med at evakuere indbyggere fra den belejrede syriske by Homs er onsdag efter knap et døgns pause blevet genoptaget, efter at den blev midlertidigt indstillet tirsdag.

Samtidig kan der igen leveres nødhjælp til byen.

Det oplyser Homs' guvernør, Talal Barazi, til nyhedsbureauet AFP.

- Klokken 11 lokal tid var det muligt at fragte nødhjælp til Homs, siger Talal Barazi, der tilføjer, at køretøjerne med nødhjælp forventes at tage en gruppe evakuerede personer med på tilbageturen.

Siden fredag i sidste uge har der været våbenhvile i byen, og omkring 1200 personer er blevet evakueret fra Homs. Våbenhvilen udløb oprindeligt søndag aften, men den blev forlænget med tre dage og udløber nu onsdag aften ved midnat.

Mange mennesker i byen er underernærede efter kun at have levet af oliven og vilde planter. Byen har været under belejring i mere end 18 måneder, og madforsyningerne er blevet mindre og mindre.

Humanitære grupper har hilst missionen velkommen, men FN udtrykte tirsdag bekymring for hundredvis af mænds og drenges skæbne, fordi de er blevet taget med til afhøring af de syriske myndigheder, efter de er blevet evakueret.

En talskvinde fra FN's Flygtningehøjkommissariat siger, at 336 mænd og drenge mellem 15 og 55 år har været til afhøring.

Samtidig lyder meldingen fra fredsprocessen mellem den syriske regering og den del af oppositionen, som deltager i forhandlingerne i den schweiziske by Geneve, at forhandlingerne står mere eller mindre stille, efter at parterne på ny blev samlet i begyndelsen af denne uge.

/ritzau/AFP