Everton henter gratis landsholdsspiller i United

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Premier League-klubben Everton forstærker midtbanen med den engelske landsholdsspiller Tom Cleverley, der har underskrevet en aftale gældende for fem år.

Cleverley skifter fra Manchester United, men han tilbragte det meste af sidste sæson som lejesvend i Aston Villa, hvor det lykkedes at få karrieren på ret kurs efter at have spillet sig i unåde blandt publikum på Old Trafford.

Kontrakten med Manchester United var udløbet, og Everton henter således midtbanemanden på en fri transfer.

- Han passer perfekt til det, vi forsøger at bygger op her, for han har en masse erfaring fra Premier League, men har stadig sine bedste år foran sig, siger Evertons manager, Roberto Martinez, til klubbens hjemmeside.

25-årige Tom Cleverley er udlært i Manchester Uniteds ungdomsafdeling og spillede i alt 79 kampe for storklubben efter debuten i 2011.

Det store gennembrud kom dog aldrig, og han var en af de spillere, der fik hård kritik i den skuffende sæson 2013-14 under daværende manager David Moyes.

I den netop overståede sæson var han med til at redde Premier League-livet for Aston Villa, hvor han spillede 31 ligakampe og scorede tre mål.

Cleverley blev fredag ekstraindkaldt til det engelske landshold, der møder Irland i en venskabskamp på søndag og Slovenien i EM-kvalifikationen i den kommende uge.

/ritzau/