Everton sender Fulham tættere på nedrykning

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Det begynder at se meget sort ud for Fulham i bunden af den engelske Premier League. Søndag eftermiddag leverede holdet en flot fight hjemme mod Everton, men alligevel tabte London-holdet med 1-3.

Med seks kampe igen ligger Fulham på sidstepladsen med fem point op til West Bromwich Albion, der ligger lige over nedrykningsstregen. Og Fulham har endda spillet en kamp mere end konkurrenterne.

William Kvist spillede lørdag de første 64 minutter på værternes midtbane, inden han blev skiftet ud som et led i en offensiv satsning.

Danskeren har efterhånden spillet sig ind i varmen hos Fulhams tyske manager, Felix Magath, der har haft Kvist i startopstillingen i de seneste tre kampe.

Everton, der ligger nummer fem i ligaen og stadig har en rimelig chance for at nå en Champions League-udløsende top-fire-placering, var i første halvleg på hælene mod et stærkt fightende Fulham-hold.

Og det havde ikke været ufortjent, hvis London-klubben var gået til pause med en føring, men lejesvenden Lewis Holtby og angriberen Moussa Dembele missede begge oplagte hovedstødschancer.

Everton kom omvendt pågående ud til de sidste 45 minutter, og det kastede efter blot fem minutters spil et føringsmål af sig. Og det var et pudsigt et af slagsen.

I forbindelse med et hjørnespark fik Evertons Steven Naismith afsluttet fra kanten af feltet. Skuddet nåede at skifte retning to gange, da bolden ramte fødderne på både William Kvist og målmand David Stockdale, inden den susede ind i et tomt mål.

Everton fortsatte presset og var i flere omgange tæt på 2-0. Men i stedet slog Fulhams iranske kantspiller Ashkan Dejagah pludselig til. Med et højrebensdrøn hamrede han fra 20 meters afstand bolden op i det korte hjørne, og så stod der 1-1.

I de efterfølgende minutter gik Fulham hårdt efter de tre point, og holdet vadede i store chancer. Men det kostede i den anden ende, og på en stærk omstilling straffede indskiftede Kevin Mirallas hjemmeholdet, og så var Everton igen foran.

I kampens sidste minutter slog Steve Naismith sejren fast for udeholdet.

/ritzau/