FA: Mourinho burde have sagt undskyld til klublæge

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

José Mourinho havde de store gloser fremme, da han gik amok på Chelseas daværende klublæge, Eva Carneiro, men Mourinho brugte ikke sexistiske vendinger.

Det fastslår Det Engelske Fodboldforbund (FA), efter at forbundet har gransket episoden i forbindelse med opgøret mellem Swansea og Chelsea.

- Vi har undersøgt sagen, og mens Mr. Mourinho ingen regler har overtrådt, så var det tydeligvis mangel på dømmekraft og på, hvordan man opfører sig i offentligheden, siger formanden for FA, Greg Dyke.

Mourinho risikerede fem spilledages karantæne, efter at en privatperson indbragte en klage over portugiseren for at bruge sexistiske og nedsættende ord om den kvindelige læge.

José Mourinho kritiserede efter kampen mod Swansea den 8. august Eva Carneiro, fordi klublægen løb ind på banen for at behandle Chelsea-stjernen Eden Hazard kort før kampens afslutning på opfordring fra kampens dommer.

Det betød imidlertid, at Hazard efter behandlingen måtte forlade banen og vente på at komme ind på grønsværen igen, hvilket gjorde Mourinho rasende, da han mente, det svækkede Chelsea.

Mourinho kaldte efter kampen Carneiro for "impulsiv og naiv" og beskyldte hende for mangel på forståelse for spillet.

I den forbindelse renser FA altså Mourinho for at bruge sexistiske ord, mens adrenalinen pumpede under kampen, men forbundet pointerer, at Mourinho burde have undskyldt sin adfærd.

- Jeg mener ikke, at Mr. Mourinho kommer særlig godt ud af hele sagen. Han begik tydeligvis en fejl i kampens hede, og det burde han have erkendt og sagt undskyld. I stedet har han sagt meget lidt efterfølgende, og Carneiro har mistet sit job, siger Dyke.

Efter kampen blev den 42-årige læge degraderet af José Mourinho, som forbød hende at være med på bænken til Chelseas kampe.

Efterfølgende ønskede Chelsea hende tilbage i en funktion, men hun valgte at stoppe i klubben.

/ritzau/